Kontingentet stiger i de gules a-kasser og i alle tilfælde gives arbejdet med den store ledighed skylden. Stigningen sker ved, at a-kassen sætter det såkaldte administrationsbidrag op, altså den pris, medlemmet skal betale til a-kassen for at bliver serviceret og administreret.
Krifas A-kasse kontingent stiger med 10 kroner om måneden pr. 1. juli. Begrundelse: " Selvom der i 2010 var budgetteret med en stigning i ledigheden, så er der hen over vinteren kommet flere ledige end forventet."
Frie Funktionærer sætter også bidraget op med 10 kroner om måneden pr. 1. juli, et halvt år efter bidraget i januar steg med 15 kroner. Begrundelse: "Det har været nødvendigt at hæve a-kassekontingentet med 10 kr. pr. 1. juli 2010 på grund af den stigende ledighed."
Også Det Faglige Hus sætter kontingent op for anden gang i år. Som for de andre gule konkurrenter sker det også pr. 1. juli med 10 kroner pr. måned, 3 måneder efter sidste stigning med samme beløb. Begrundelse: "Årsagen til stigningen er, at ledigheden ikke er faldet i den udstrækning, vi havde forventet og budgetteret efter". Inden stigningen er trådt i kraft meddeler man dog nu (2. juni), at arbejdsløsheden i DLA er faldet med ca. 20 procent, fra 6823 ledige til 5826.
Tidligere på året satte ASE sit kontingent op med 10 kroner.
Beløbene virker små, men i forhold til det samlede administrationsbidrag er der tale om stigninger på omkring de 10 procent.